When saints go machine - Ten makes a face

Pop og house krydser klinger på spraglet, eksplorativ debut Den københavnske popkvartet When Saints Go Machine har en ep og en Roskilde-koncert i bagagen, allerede inden de debuterer med Ten Makes A Face, der overordnet har en cool afsøgende karakter - og viser et mangesidet ansigt gennem de ti skæringer. Det kan man vælge at tilskrive The Knife/Fever Ray-produceren Christoffer Berg eller kvartettens udforskning af vokalbåren 60'er- og 80'er-pop med en overflade af new wave, 90'er-disko og særligt house-scenen. Jeg vælger det sidste. Sangskrivningen og teksterne er i sig selv i særklasse, og selvom alle numre kan kaldes pop, så er de hver især forskellige fra hinanden, også i produktionen, der undervejs flirter med wall of sound og vokalharmonier. Det skæve, boblende Fail Forever er det oplagte singlehit, New Elvis folky-skramlet og hurtigt, Spitting Image ensrettet diskotekspop, mens Head Over Heartbeat og Armed er deciderede fejlskud på pladen. Saints er bedst, når maskinelle beat, skæve filmiske synths og Nikolaj Vonsilds eksperimenterende (ofte falset-) vokal går op i en højere enhed, men hans vokal hæver sig sjældent til det ekstraordinære, som produktionen lægger op til, mens de eksformige technopassager iblandt ikke kan ødelægge helhedsindtrykket af en spraglet og modig debut.

udp://tracker.openbittorrent.com:80
udp://open.demonii.com:1337
udp://tracker.coppersurfer.tk:6969
udp://exodus.desync.com:6969

DJstep (2010-03-12)

fetd nok...mange tak...